På Upcycling Arts – design, craft og kunst bliver du en del af et kreativt, innovativt og inkluderende kunstnerisk fællesskab her på Snoghøj, hvor vi prioriterer at passe godt på den verden, vi er en del af – også når vi skaber kunst. Mens du udvikler dig som kunstner og menneske, lærer du, hvordan du kunstnerisk kan udnytte de mange ressourcer, der allerede findes, frem for at købe nyt. Kort sagt er du med helt i front, når det kommer til at skabe bæredygtigt design og kunst. Det handler om at se muligheder i stedet for begrænsninger og om at turde udfordre den måde, vi plejer at gøre tingene på – lige fra idé over skitse til produktion og færdigt produkt. Og du tager herfra med rygsækken fuld af værktøjer, praktisk erfaring og tillid til din egen kreativitet og skaberkraft!
UPCYCLING ARTS: DIN KUNST – DIT LIV – VORES VERDEN
Hvor starter vi, når det kommer til miljø og klima? Hvordan passer vi bedst på os selv og verden? Og hvad kan man overhovedet gøre, når man bare er ét menneske?
På Upcycling Arts – design, craft og kunst arbejder vi med at binde kunst og bæredygtighed sammen med tankerne omkring craft psykologi, hvor grundstenen er, at vi gennem det skabende arbejde med vores hænder finder ro og mening i vores hoveder. Her går menneskelig bæredygtighed hånd i hånd med at passe på vores fælles jord. Og i sidste ende handler det hele om at gøre noget, vi elsker – og gøre det med god samvittighed i forhold til den verden, vi er en del af.
For hvem siger, at kostumer skal købes på Temu, når vi kan gå i genbrugsforretninger og med nål og tråd trylle kasserede klude om til lækre outfits og kostumer? Hvorfor skal det gamle sølvtøj sælges, når det kan forvandles til skønne smykker? Hvad med de gulvbrædder, som bliver tilovers, når vi bygger om på skolen - kan de blive til en fed scenografi i musicallinjens afslutningsshow?
Og er det egentlig nødvendigt med nyt lærred til den vægcollage, vi arbejder på, når vi kan finde kasserede lagener eller fodersække og give dem nyt kunstnerisk liv? Spørgsmålene er mange, og det samme er de aktive valg, vi lærer dig at tage, mens du dyrker din interesse for design, craft og kunst og udfolder dig kreativt.
På Upcycling Arts-linjen er der højt til loftet i mere end en forstand. Vores naturskønne beliggenhed på kanten af Lillebælt midt i Danmarks smukkeste natur tilbyder rum og ro i en travl tid – og inspirerer dig til at stoppe op og reflektere over din kunst, dit liv og din plads i verden. Og vores nyindrettede kunstværksteder inviterer dig til at lege, lære og udvikle dig sammen med andre, der brænder for det samme som dig.
Du er med til at vælge, om vi skal arbejde i tekstil, læder, ler, glas, filt, linoleum, metal, garn, træ eller…? Kun fantasien sætter grænser for, hvad vi kaster os over.
Sammen med vores dygtige undervisere og gæstelærere lærer du om materialer, strukturer, funktionalitet, farver, mønstre, æstetik og design. Og undervejs genopdager vi også gamle håndværks- og reparationsteknikker, som tager tid at udføre, men som til gengæld holder længe.
” I starten, syntes jeg, det var svært at male på et lærred, der var brugt. Det havde jo allerede en tekstur, men nu, når jeg ser på det færdige billede, er jeg faktisk ret glad for det udtryk et brugt lærred giver til ny kunst ."
– Elev, forår 26.
Få et indblik i livet på Snoghøj gennem øjnene på vores engagerede elever og lad dig inspirere til din egen højskoleoplevelse.
I undervisningen kommer vi til at berøre temaer som:
På Upcycling Arts-linjen tilegner du dig i løbet af et semester eller et helt år en lang række færdigheder inden for craft i bred forstand. I vores kunstneriske værksteder lærer du teknikker til at arbejde visuelt med designprocesser, så du kan få dine kreative tanker ud og leve i konkrete produkter. Uanset om du er begynder eller erfaren inden for kunst, design og genbrug, bliver du klogere på materiale, farve, finish og konstruktionsteknikker. Og når semesteret slutter, ved du mere om, hvordan det er at arbejde med design og upcycling inden for den kunstneriske scene og med produktdesign inden for modeverdenen.
Designprocessen – fra idé til arbejdsskitse
Hvor starter man egentlig, når man får en god idé til en bluse, et armbånd, en taske eller en collage?
I faget Designprocessen – fra idé til arbejdsskitse bliver du klogere på selve designprocessen, som er første skridt på vejen mod at få dine kreationer ud og leve. Du lærer at arbejde struktureret og iterativt i en proces, der transformerer et abstrakt behov eller en kreativ idé til et konkret, teknisk grundlag for produktion.
Undervejs stifter du bekendtskab med metoder til konceptudvikling, tidlig skitsering, modellering og arbejdsskitsering. Faget handler altså både om håndværk, æstetik og den kreative proces. Her går ro, nærvær og eksperimenter hånd i hånd.
Materialelære – form, farve, tekstur og metode
Viden om de materialer, vi arbejder med, er et fundamentalt felt inden for design, craft og kunst. I faget Materialelære – form, farve, tekstur og metode undersøger vi, hvordan et materiales iboende egenskaber (form, farve og tekstur) påvirker det endelige produkt, og hvilke metoder (fremstillingsteknikker) der er mest velegnede til at opnå det ønskede resultat. Du lærer om historien bag teknikkerne, samtidig med at du arbejder med at balancere æstetik, funktion, holdbarhed og bæredygtighed.
Kort sagt lærer du at vælge de materialer og teknikker, der gør dine designs til præcis de produkter, du forestiller dig. Og i takt med, at du bliver klogere på at omsætte dine kreative tanker til handling, udvikler du din egen kunstneriske stil.
Tøjdesign og upcycling af tekstil
I faget Tøjdesign og upcycling af tekstil giver vi nyt liv til gammelt stof gennem re-design, reparation og eksperimenterende syning. Du lærer at arbejde med materialer på nye måder – klippe, sy, farve og kombinere – så du kan skabe unikke og bæredygtige udtryk. Vi taler om mode, forbrug og identitet, mens vi arbejder praktisk med at udvikle din egen stil. Ingen erfaring er nødvendig – kun lysten til at skabe noget nyt ud af gammelt.
Accesory design og upcycling af metal
I faget Accesory design og upcycling af metal forvandler vi gamle smykker og andre metalgenstande til nye, personlige kreationer. Måske har du lige det dér smykke i familien, som du gerne vil give nyt liv, så det kommer ud af skuffen? Måske var du egentlig på vej på genbrug med din mormors sølvtøj, indtil du fik lyst til at lave en kagegaffel om til dit nye yndlingsarmbånd? I undervisningen lærer du at arbejde med forskellige teknikker som lodning, sammensætning, formgivning og materialemix – og du arbejder med alt fra ædelmetal og perler til genbrugte hverdagsting. Vi undersøger, hvordan smykker kan fortælle historier og udtrykke identitet, samtidig med at vi tænker bæredygtigt og kreativt.
Show og udstilling
I slutningen af hvert semester arbejder vi med at skabe vores eget Green Fashion Show fra bunden, som sammen med en udstilling udgør linjens afslutningsshow. Her har du chancen for at gå på jagt i klædeskabet, hos mormor og i genbrugsbutikken – og bruge alt, hvad du har lært om at re-designe, videreudvikle, sammensætte og skabe nyt, så dit unikke design står skarpt og bæredygtigt på runway’en!
Teaterdesign og upcycling af kostumer, scenografi og rekvisitter
Og vi stopper ikke her – vores arbejde indgår nemlig også i teaterlinjernes afslutningsshow, hvor dogmet er, at kostumer og scenografi er upcyclede. Så hvis der for eksempel skal bruges en kjole til prinsessen, køber vi den ikke i Kina, men går på jagt i gemmerne og tryller i bedste Askepot-stil gamle klude om til kreative kostumer.
Du får også mulighed for at arbejde med kunst, craft og upcycling på en anden måde, når vi f.eks. bygger kasserede møbler og gulvbrædder om til scenografi. Eller når vi maler sceniske effekter på sækkelærred og gamle gardiner. Eller når vi laver alle rekvisitterne til et farverigt musicalnummer ud af kasseret pap og gamle blade. Kort sagt bliver det dine designs og kreationer, der er med til at give vores publikum en fantastisk oplevelse, når dine kammerater står på scenen i årets musicals og teaterforestillinger!
Et kunstnerisk frirum
Tankerne om craft psykologi løber som en rød tråd gennem al undervisning på linjen. Upcycling Arts – design, craft og kunst er nemlig for dig, der har lyst til at være kreativ uden at skulle præstere. Her arbejder vi med hænderne, prøver materialer af og eksperimenterer med form, farver og idéer. Vi lykkes, fejler og lærer sammen i vores smukke Kunsthus ved søen, som rummer både keramik- og smykkeværksted, systue og billedkunst/atelier. Her kan du sy, hækle, tegne, bygge, forme, farve, reparere og kreere – både frit fra fantasien og med inspiration fra design, kunst og bæredygtighed.
Craft psykologi handler om processen, om fællesskabet og om modet til at prøve noget nyt. Du behøver ikke erfaring – kun nysgerrighed og lysten til at skabe noget, der er helt dit eget. Vores dygtige undervisere møder og udfordrer dig dér, hvor du er, uanset om du aldrig har arbejdet kreativt med hænderne før, eller du drømmer om at blive designer eller kunstner. Craft-fagene og Upcycling Arts-linjen på Snoghøj er et kreativt frirum, hvor du kan fordybe dig, få en pause fra skærme, tempo og krav – og finde dit unikke kunstneriske udtryk.