Musical højskole

Hvor sang, dans & drama smelter sammen

Musical-linjen er skabt til dig, der ikke bare vil optræde, men som vil røre publikum dybt i sjælen gennem musicalens tre grundelementer: sang, dans og drama. Her på Højskolen Snoghøj ser vi musical som en krævende og vedkommende kunstform. Den er seriøs, og når den fungerer er det noget af det mest medrivende man kan opleve på en teaterscene.

Nogle af vores elever bruger linjen som et benhårdt springbræt til en professionel karriere på de store scener eller konservatorier, mens andre vælger os, fordi de deler vores passion for genren og ønsker at udfordre sig selv i et varmt og støttende fællesskab.

Uanset din baggrund er du velkommen, så længe du er klar til at svede, græde og grine, mens vi sammen udforsker, hvad det vil sige at fortælle menneskelige historier gennem musikalsk teater. Her bliver du en del af en tradition, hvor vi tør give af os selv for at opnå det autentiske udtryk.

Temaer i undervisningen

I undervisningen kommer vi til at berøre temaer som:

  • Sangteknik og fortolkning
  • Dans og koreografi
  • Skuespil, monolog, dialog og improvisation
  • Autencitet og scenisk nærvær
  • Personligt lederskab
  • Samarbejde og gruppedynamik

Den tekniske vej til det autentiske udtryk

Selvom musical består af de tre ligeværdige discipliner – sang, dans og drama – har vi på denne linje en helt klar filosofi: Overskriften er teater - Drama ér hovedfaget. Vi betragter sang og dans som de to vinger, der gør det muligt for dramaet at lette. De eksisterer kun for at hjælpe dig med at udtrykke det, ord alene ikke kan rumme. Når vi arbejder med sangmæssig fortolkning, går vi langt dybere end blot at ramme de rigtige toner. Vores tilgang er funderet i Sanford Meisner's drama-tekniske principper, som vi overfører direkte til sangen bl.a gennem David Brunetti's "Acting Songs"-metodik. Det handler om at være til stede i nuet, reagere instinktivt på dine impulser og finde en personlig sandhed i hver eneste strofe. Vi lærer dig at nedbryde en sang dramaturgisk, så du forstår karakterens behov og den underliggende konflikt. Ved at bruge Meisners teknikker sikrer vi, at din optræden aldrig bliver mekanisk eller overfladisk, men i stedet fremstår rå, nærværende og personlig. Det er her, teknikken i sang og skuespil smelter sammen og skaber den magi, der kendetegner en god musicalperformer.

Stemmeteknik og den musikalske krop

For at kunne levere en toppræstation aften efter aften kræves der et solidt teknisk fundament. I vores undervisning i musicalsang integrerer vi omfattende viden om stemmeteknik, så du lærer at bruge dit instrument sundt og bæredygtigt. Vi arbejder med alt fra støtte og placering til klangfarver og registerovergange, så du får fuld kontrol over din stemme, uanset om du skal synge en kraftfuld Broadway-belt eller en intim ballade. Denne tekniske viden er din forsikring mod slid og din vej til at finde netop den unikke lyd, der passer til din personlige fortolkning.

Parallelt med sangen arbejder vi intensivt med musicaldans, hvor vi udforsker genren i dens bredeste forstand. Gennem tiden har vi arbejdet med alt fra de jazz-inspirerede koreografier i ”Chicago” og ”Cabaret” til de energifyldte og moderne udtryk i ”Hairspray” og "Hadestown". Men også i dansesalen er det dramaet, der styrer bevægelsen. Vi arbejder med din evne til at fortælle vedkommende historier gennem din krop. Hvert spark, hvert vrid og hver formation skal have en intention. Du får en bred indføring i tekniske stilarter, men vi prioriterer altid arbejdet med den "musikalske krop" – evnen til at lade musikken og følelsen diktere bevægelsen, så din dans bliver en organisk forlængelse af din karakters indre liv. Det kræver fysik, præcision og modet til at bruge sin krop som et historiefortællende værktøj.

Faciliteter, der understøtter kreativiteten

For at du kan udvikle dig som artist, kræves der rammer, der matcher dine ambitioner. Du har adgang til skolens faciliteter, som giver dig mulighed for at arbejde under professionelle forhold. Vores store Multisal fungerer ofte som den ultimative scene for vores musicalproduktioner. Her arbejder vi i en fuldt udstyret blackbox, hvor en fast rig med masser af moving heads og professionelt lysudstyr sørger for, at dine optrædener får den visuelle slagkraft, de fortjener. At stå på scenen under de mange lamper, mens lyden fra lydanlægget eller pianoet fylder rummet, giver en forsmag på livet i branchen, som er uvurderlig.
Når vi arbejder med den vokale del af musicalen, kan vi også trække på vores musikalske værksted, Write & Record-lokalet. Her har vi topmoderne Mac-computere

med Logic Pro, hvor du kan indspille dine sange, lytte kritisk til din egen teknik og arbejde med lag-på-lag af vokale harmonier. Dette tekniske setup giver dig mulighed for at nørde med dine egne demoer eller forberede dig til optagelsesprøver med professionelle lydfiler. Derudover bruger vi flittigt Dramalokalet og Foredragssalen, der begge er indrettet som blackboxe, til de mere intime drama-øvelser og karakterarbejde, hvor vi kan gå i dybden uden forstyrrelser. Hele skolen summer af kreativitet, og vi bruger ofte de åbne fællesarealer til at afprøve koncepter, der udfordrer det traditionelle scenerum.

Fra Broadway til Berlin

Vi ved, at man ikke kan blive en stor kunstner ved kun at kigge indad. Derfor er en væsentlig del af vores curriculum at søge inspiration hos de bedste i verden. I løbet af semestret tager vi jævnligt ud af huset for at opleve teater og musicals på landets førende professionelle scener. Vi ser de store opsætninger for at analysere, hvordan de professionelle håndterer overgangene mellem tale og sang, og hvordan de bruger scenografien til at understøtte dramaet. Disse ture er ikke bare hygge; de er en vigtig del af din uddannelse, hvor vi efterfølgende diskuterer og dekonstruerer det, vi har set, for at implementere det i vores eget arbejde.

Som den ultimative inspirationskilde tilbyder vi også eksklusive studierejser til to af verdens mest betydningsfulde kulturhovedstæder: New York og Berlin. I New York mærker du historiens vingesus og det ekstremt høje tekniske niveau på Broadway, hvor musicalgenren konstant genopfindes. I Berlin møder du en helt anden, mere eksperimenterende og rå teatertradition, der kan udfordre dine forestillinger om, hvad teater og performance kan være. At opleve disse to kontrasterende verdener giver dig et globalt perspektiv på din egen kunst og en forståelse for, at musicalteater er en genre i konstant bevægelse. Det er her, drømmene får næring, og du ser ved selvsyn, hvad arbejdet kan føre til.

Din rejse mod scenen starter her

At vælge Musical-linjen er et valg om at dedikere sig til en fantastisk disciplin. Du vil opleve, hvordan de tre grundelementer – sang, dans og drama – over tid smelter sammen. Du lærer at tage ejerskab over din proces i en kreativ verden, og du får erfaring med både de kunstneriske og de praktiske sider af en produktion. Undervejs bliver du udfordret på din selvledelse: Hvordan disponerer du din energi? Hvordan forbereder du dig til en audition? Hvordan samarbejder du med et ensemble under pres?

Uanset om du drømmer om at blive den næste store stjerne i en West End-produktion, eller om du vil bruge musicalens værktøjer til at styrke din personlige gennemslagskraft og formidlingsevne, så giver vi dig fundamentet. Du får professionel sparring fra undervisere, der kender branchen indefra, og du bliver en del af et netværk, der rækker langt ud over din tid på højskolen. Vi glæder os til at se dig svede i dansesalen, nørde sangteknik i øvelokalet og vigtigst af alt: se dig finde din helt egen, autentiske stemme, der kan røre et publikum.

Er du klar til at lade tæppet gå for dit næste store kapitel? Velkommen til Musical-linjen!

Hørt på højskolen

"Jeg synes, det er en virkelig god smeltedigel af dem, der vil gå professionel med det og så bare dem, der gerne vil lave noget amatør for sjov."

– Asger efterår 23.

Snoghøj snakker

Få et indblik i livet på Snoghøj gennem øjnene på vores engagerede elever og lad dig inspirere til din egen højskoleoplevelse.

Valgfag 

OBS: Vidste du, at du udover linjefag i PPA også har mulighed for at vælge valgfag som fysiodrama, sang og stemme, dans og skuespil! På den måde kan du fylde hele dit ugeskema med teaterfag fra morgen til aften. Du kan selvfølgelig også vælge helt andre valgfag som upcycling, keramik, yoga og kajak. Valget er dit og på den måde former du selv din menneskelige og kunstneriske profil. 

Se mere her.

Nyttige links