Lene Bruun Kristiansen

Lene er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium i 2002 med speciale i rytmisk korledelse, klassisk ensembleledelse og rytmik. 

Efter endt uddannelse slog Lene sig med det samme ind på undervisning, og hun har undervist rundt i diverse musikskoler i kor, rytmik og trombone, som er hendes hovedinstrument. Trombonen har også bragt Lene rundt i diverse brassbands og harmoniorkestre i tidens løb, hvor hun har været særdeles efterspurgt. På Snoghøj kommer Lenes sammensatte faglighed for eksempel til udtryk i kor, hvor der også gerne sættes et band eller et bodypercussion-beat på de sange, vi laver. 

Lenes fritid går – udover at være mor – også med at dyrke rytmisk kor på højt niveau i et nystartet kvindeensemble. Faktisk har Lene altid en rytme kørende i kroppen, som gerne skal udforskes gennem sang eller dans – og helst begge dele. Derfor er Lene også passioneret danser og underviser i salsa, ligesom hun gerne tager morgentræning på højskolen i latinmix og bodypower. Når Lene og eleverne så til gengæld skal ned i gear og koble af, foregår det gerne med yoga. Lene er uddannet yogalærer i 2020 og har desuden kurser indenfor mindfullness. 

Lene er en meget bredt funderet lærer, som du kommer til at møde i alle mulige sammenhænge på Scenekunsthøjskolen Snoghøj. Og sidst men ikke mindst er hun ved siden af sine musiske og dansemæssige kompetencer et vaskeægte friskolebarn. Det betyder, at Lene simpelthen har fået Grundtvig og højskolesang ind med modermælken. Lene er derfor muligvis et af de få mennesker (udover Kim), der er decideret passioneret omkring den ”lille blå”, som vi kalder højskolesangbogen. Det kommer for eksempel til udtryk både i samlingerne på de lange kurser og i de korte kurser hver sommer – blandt andet i højskolesang.  

Underviser i 

  • Kor
  • Rytme og nodetræning
  • Yoga
  • Salsa
  • Højskolesang