Havkajak

Praktisk info

Ankomst
Søndag fra kl. 15 – 17 (op til ugen)

Afrejse
Lørdag kl. 10.00

Pris
kr. 5.295

OBS: der er et begrænset antal enkeltværelser, som tildeles efter først-til-mølle-princippet.

 

Se mere information i bunden af siden.

Kort om kurset

Med vores unikke placering på kanten af Lillebælt har vi på Højskolen Snoghøj en stolt tradition for velbesøgte kurser i havkajak om sommeren. Og over årene har vi i kraft af erfaring og gode evalueringer udviklet et kursus, der favner og udfordrer både dig, der allerede er erfaren roer - og dig, der er ny i kajakken. Der er altså både mulighed for at opnå fortrolighed med vandet og få basisteknikken på plads - og for at "nørde igennem" med udvidet teknik, rul og andet, som kan udfordre selv den mest garvede. Fælles for alle er de mange sjove og smukke timer på et glitrende Lillebælt og hyggeligt samvær med ligesindede.

I slutningen af ugen afslutter vi med mulighed for at opnå IPP2-certifikat, der giver adgang til de fleste roklubber i Danmark. Du er meget velkommen til at medbringe din egen kajak + grej - og ellers stiller vi selvfølgelig alt nødvendigt udstyr til rådighed. 

Ud over en masse ny viden, som du kan tage hjem og omsætte i havkajakken, byder ugen også på alt det bedste fra Højskolen Snoghøj i form af højskolesang, spændende samlinger, fantastisk mad og godt samvær i de smukkeste omgivelser!

Fagligt

Vi stræber i ugen mod, at alle kan opnå IPP2 niveau, hvis man ønsker det. På Snoghøj følger vi normerne til IPP2 havkajak, som er fastsat af Dansk Kano & Kajakforbund (DKF). Formålet med niveauet er overordnet, at roere kan færdes sikkert og ansvarligt i en havkajak ved de danske kyster i vindforhold af 5 m/s. Tildeling af niveauet sker som en helhedsvurdering, men med respekt for at alle sikkerhedskriterier er opfyldt individuelt. 

Til de mere erfarne, som allerede har IPP2 niveau, vil vi introducere til øvelser og teknik, der er målrettet IPP3 niveau og måske endda IPP4 niveau. Dette vil foregå i samarbejde med Andreas Holm og Frederik Lassen. 

Vi kommer blandt andet til
at arbejde med 

  • Kajakkens historie, og forskellige kulturers forhold til kajak 

  • Turplanlægning

  • Naturfilosofi 

  • Navigation og sikkerhed på vandet

Øvede

  • Forror 

  • Rulleteknik

  • Sculling 

  • Højt støttetag 

  • Omvendt bagror 

  • Bugsering

  • Udrustning 

Begyndere 

  • Løfteteknik

  • Adgang til vandet

  • Ind- og udstigning, isætning og landgang

  • Roning og baglænsroning 

  • Standsning

  • Kantning og styretag

  • Fejetag

  • Sidelæns roning

  • Bagror 

  • Lavt støttetag 

Undervisere

Lise Joern

Højskolelærer og underviser

Lise er ph.d. i idræt, friluftsvejleder og højskolelærer her på Snoghøj. Hun er uddannet instruktør fra forbundet Surf & SUP Danmark og arbejder især med formidling af natur og kultur gennem forskellige friluftsaktiviteter. Lise har stor indsigt i utallige former for friluftsaktiviteter og er den drivende kraft bag Friluftslinjen på vores lange kursus.

Lise har også årelang erfaring fra forskningsverdenen inden for idræt, som hun kombinerer med en praktisk indsigt i at være i naturen på mange forskellige måder. 

Hans Christian Leonhard

Højskolelærer og underviser

Hans Christian - eller bare HC - er højskolelærer her på Snoghøj med en mangeårig karriere på cv'et inden for teater som instruktør, danser og skuespiller. Ved siden af den scenekunstneriske karriere har HC i mange år også dykket – både i udlandet og herhjemme i bl.a. Lillebælt.

Siden 2019 har HC tilbragt mange timer i kajakken, og det har vist sig, at en del af den kropslige erfaring fra dansen har kunnet overføres på kajakteknik og særligt rul. Hvis man skal lære re-entry & roll er det derfor HC, man skal tage fat i. HC er certificeret IPP3 roer og instruktør 2.   

Andreas Holm

Underviser

Andreas “kajakHolm” er et af de store danske navne inden for kajak - og måske har du også set ham på vandet i tv-programmet “Gintberg på kanten”. Andreas er Danmarksmester i grønlandsrul og teknik, så der er næppe noget i kajakken, som Andreas ikke kan lære dig. Derudover er han entusiastisk båd- og pagajbygger, barfodsløber og pseudo-ornitolog.

Læs mere om Andreas her: https://kajakholm.dk/    

Søren Larsen

Underviser

Søren er uddannet havbiolog og dykker, og han har arbejdet i mange år i og på Lillebælt. Søren kender alt til livet under og over vandet i vores skønne bælt og vil tage dig på en guidet tur den første dag på Snoghøj. Her vil du opleve det helt unikke dyreliv i Lillebælt på helt tæt hold. Vidste du for eksempel, at Lillebælt er blandt de farvand i VERDEN med den største koncentration af hvaler? 

Casper Hennie

Underviser

Casper er fastansat højskolelærer på Snoghøj, og har været fast tovholder og underviser på havkajak siden 2019. Han er oprindeligt uddannet cand.mag i Religionsstudier fra Syddansk Universitet fra 2018, og har siden slut 2018 været tilknyttet Snoghøj som lærer og kajakinstruktør. Ved siden af havkajakken er særligt løb og triatlon blandt hans store passioner, selvom kone og små børn ikke efterlader megen tid til at passe dem alle lige meget. Det er til evig ærgrelse at kronprinsens tid på Ironman blot er 1 minut hurtigere end Caspers bedste tid, så mon ikke, han ude i fremtiden tager revanche. Casper er certificeret IPP3 roer og Instruktør 2. 

Undervisningssprog

Dansk (primært) 

Undervisningssproget er dansk, men kurset er også åbent for internationale kursister, så det kan ske, at underviserne skal oversætte noget til engelsk.  

Skema (med forbehold for ændringer)

Korte kurser på Højskolen Snoghøj

Priser

Når du har tilmeldt dig et kort kursus, modtager du umiddelbart efter en bekræftelse med oplysninger om betaling og den videre proces op mod dit ophold hos os.

Det er en god idé at sikre sig, at mails fra info@snoghoj.dk ikke ryger i dit spamfilter, da det er fra denne mail, vi kommunikerer med dig.

Dobbeltværelse: kr. 5.095

Enkeltværelse: kr. 5.845

Linnedpakke pr. stk.: kr. 100 [valgfri] 

Betaling DKK

​Navn: Hojskolen Snoghoj
Konto: 0755 3225 812 488
Swift / Bic no. MISPDK21
Iban : DK4907573225812488​​

Om betaling

Når du har betalt dit depositum, er du sikret din plads på kurset. Restbeløbet forfalder til betaling 6 uger før kursusstart, når du modtager dit velkomstbrev.

Depositum pr. pers. kr. 1.250
Dette indbetales til:

Middelfart Sparekasse
Prinsessegade 95
DK-7000 Fredericia

HUSK at skrive dit navn og kursets navn på indbetalingen.

 

Betaling EURO

​Navn: Hojskolen Snoghoj
Konto: 0755 3225 812 380
Swift / Bic no. MISPDK21
Iban : DK5507573225812380