Hans Christian Leonhard

Hans Christian – eller HC i daglig tale – er oprindeligt uddannet som balletdanser på Universitetet i Mannheim. Herefter skulle lige del dygtighed, hårdt arbejde og den nysgerrighed, der stadig kendetegner HC, bringe ham vidt omkring indenfor teaterverdenen som danser, koreograf, instruktør og producent. 

Efter endt uddannelse blev HC engageret som klassisk- og moderne-balletdanser i balletensemblet i Hildesheim, Halberstadt og Mannheim. Men musicalverdenen skulle snart åbne sig for ham, og siden er det som danser, koreograf og skuespiller blevet til over 70 produktioner rundt omkring i det meste af Europa. Sideløbende med sin egen karriere som udøvende scenekunstner, har HC i stort set alle årene arbejdet som agent og producent. Og i 2007 tog han skridtet fuldt ud og blev direktør for det nystartede musicalkompagni ved ”Theater für Niedersachsen”. 

Men undervisergerningen og Danmark trak i HC. Og ved opstarten af Det Danske Musicalakademi i Fredericia i starten af nullerne tog han hjem til Danmark for at være med til at uddanne fremtidens musicalperformere. HC har siden været mangeårig underviser ved Den Danske Scenekunstskole – Musicalakademiet, ligesom han har undervist på Stage School Hamburg. 

I 2010 åbnede højskoleverdenen sig for HC, og siden da har han på Scenekunsthøjskolen beskæftiget sig med at undervise i stort set alle facetter indenfor det at lave teater. Derudover er HC inkarneret dykker og ganske habil i en havkajak. 

I HC møder du en kontant men kærlig og omsorgsfuld underviser, der har en intuitiv fornemmelse for den enkelte elev og dennes formåen. HC er en passioneret højskolelærer som står op om morgenen og møder til morgentræning ti minutter før time begynder. Og han forventer det samme af dig, hvad enten du er begynder eller øvet. HC vil noget med sine elever. Og du vil finde ud af, at det er en gave at møde sådan en lærer! 

Underviser i: 

  • Producing Performance Artist 
  • Musicaldans
  • Ballet
  • Contemporary dans
  • Fysiodrama
  • Projekt 
  • Havkajak
  • Dykning